Det Olympiske Stadion i Barcelona

Nedenstående tekst er et lille oplæg jeg holdt på en studietur til Barcelona i 1998 med Københavns Universitet. Teksten er aktuel igen da jeg snart skal til Barcelona med nogle gode venner.

 

Det Olympiske Stadion i Barcelona:

Den olympiske ring ligger oppe på bjerget Montejuic. Området har før dannet ramme om Verdensudstillingen i 1929 og det præger stadig noget af arkitekturen i området. Det Olympiske område er resultatet af en international arkitekturkonkurrence, der blev udskrevet i 1983-84. Her deltog arkitekter fra bl.a. Tyskland, Italien, Spanien og Japan.  Bofill var også med i opløbet, men vandt ikke. Det gjorde derimod arkitekterne Correas og Milas. Deres projekt tager nogle af de gamle planløsninger fra Verdensudstillingen op, men området er udvidet betydeligt.

 De Olympiske aktiviteter var fordelt på fire forskellige områder i byen, Montejuic, Diagonal og Vall d’hebron, samt den Olympiske by, hvor sportsudøverne boede. En af forudsætningerne i konkurrencen var at de vindende projekter skulle tilpasse nybyggeriet til den eksisterende bebyggelse hvert sted. Correas og Milas projekt for Montejuic er netop tilpasset den eksisterende plads og infrastruktur.

 Den olympiske ring består af følgende anlæg, som har forskellige underarkitekter for hvert anlæg: Sant Jordi, Sportspaladset, et kombineret pressecenter og sportsuniversitet med plads til 1000 studerende, for øvrigt tegnet af Bofill, et svømmestadion fra 1972, Parc de Midje, en nyanlagt park, Placa d’Europa, en stor åben plads, med et cirkulært torv med et vandreservoir  nedenunder. Desuden er der et Baseballstadion, en træningsarena med løbebaner, en rugbybane og endelig det Olympiske Stadion som jeg skal se nærmere på.

Det Olympiske stadion er ikke nyt, men derimod en ombygning af det gamle atletikstadion fra 1929 tegnet af Pere Domenech i ny-klassisistisk stil. Om- og tilbygningen er foretaget af  arkitekterne Correas og Milas i samarbejde med  arkitektfirmaet Gregotti, i perioden mellem 1986 og 1990.

 

Det olympiske stadion afgrænser området mod øst og foran det strækker en esplanade sig i faldende niveauer mod vest. Denne esplanade, der forbinder de vigtigste anlæg med hinanden, er udformet som et klassisk byrum med trappeanlæg, bassiner og fontæner, beplantning og endelig nogle høje slanke lysobelisker Disse er imitationer af lysarmaturerne fra Verdensudstillingen i 29. Alt dette er med til at understrege selve stadionbygningens  monumentale karakter.

Det Olympiske Stadion er anlæggets hovedarena. Det danner rammen om alle atletikdisciplinerne og åbnings-og afslutnings ceremonierne. Det oprindelig stadion kunne kun rumme 55.000 tilskuere, men til legene i 92 skulle der skabes plads til mindst 70.000 tilskuere. Dette gjorde man bl.a. ved at sænke banen 11 meter, hvilket var en meget vanskelig operation på grund af en meget stenet undergrund. Samtidig reducerede man den oprindelige løbebane fra 440 meter til de nuværende 400 meter. Således blev der skabt mulighed for at udbygge tribunerne og dermed give plads til flere tilskuere. 

Den originale facade blev restaureret sammen med Pau Gargallos gamle statue af en rytter på en stejlende hest, der giver den olympiske hilsen ud til folket.

 Over hovedtribunen er der anbragt en baldakin til at skærme for vejret. Den er opført som en 130 x 40 meter stor stålgitterkonstruktion, båret af kabler, og er blevet betegnet som en mindre heldig del af hele ombygningen på grund af det markante stilsammenstød.

Oprindelig var det Olympiske Stadium lidt af et paradoks, med mange ulogiske modsætninger indbygget i sig. På den ene side skulle det fremstå som et meget ambitiøst, klippefast og solidt monument over hvad byen Barcelona formåede, men på den anden side er det dels bygget på et meget ujævnt terræn og dels af billige og uholdbare materialer, hurtigt smækket op.

Samtidig er det en bygning der ikke måtte ligne det den var. Den lange horisontale, rektangulære facade står i et grelt modsætningsforhold til den ellipseformede bygningskrop bagved, og på denne måde frasiger facaden sig bygningens egentlige funktion. Indvendig i bygningsanlægget fortsætter de modstridende arkitektoniske signaler.  Tilskuerrækkernes bløde og udfladende hældning giver indtryk af at selve det centrale rum i midten fortsætter uendeligt og at publikum bliver en integreret del af det store skuespil der foregår, men samtidig bevirker den minimale graduering i højden af stolerækkerne at publikum får et utroligt dårligt udsyn.

 Med sine langstrakte baner og stort anlagte skala var det et stadion der var tænkt til at imødekomme udviklingen i sporten fra simpel konkurrence og præsentation af teknisk kunnen til en opførsel af et totalshow for masserne, en slags magtdemonstration som den der foregik i Berlin i 36. De relativt få publikumspladser og den deraf følgende dårligere økonomi kunne imidlertid ikke bære disse storstilede drømme. Bygningsanlægget blev stadig mere og mere utidssvarende og den dårlige økonomi gjorde at, man ikke kunne transformere bygningsværket til et moderne rentabelt stadion, med de faciliteter, for både tilskuere og sportsudøvere, der skulle til.

Bystyret koncentrerede derfor deres kræfter om at bygge et helt nyt Stadion mindre end en kilometer fra det gamle, Serrahima Stadion , men den gamle bygning havde så stor symbolsk værdi for byen og befolkningen, ikke mindst i forhold til frustrationerne over at man var gået glip af de olympiske leje i 36, at man ville forsøge sig igen med det gamle sted og derfor besluttede man at bygge et helt moderne stadion inde i den gamle skal til olympiaden i 92.  Det resulterede i det kompromis af en bygning der står i dag.