Mange mennesker synes det er svært at skrive et
essay. Det er også ofte en mærkelig hybridform mellem noget personligt og noget
fagligt. Uddannelsesinstitutionerne kræver ofte at de studerende afleverer eksamensopgaver
i essayform, uden at underviserne forklarer hvad et essay egentlig er, eller
kan være. Et essay kan have mange udformninger, men der findes alligevel noget
teori omkring det at skrive et essay, som man kan støtte sig til. Nogle
forfattere, der skriver essays, har også skrevet selvreflekterende om det at
skrive essays. I afsnittet ”Det personlige i essayet” giver jeg mit bud på hvad
et essay bør indeholde og hvordan det evt. kan udformes. I efterfølgende
blogindlæg viser jeg to eksempler på essays, jeg har skrevet, som hver især
indeholder nogle af de elementer essays kan og bør rumme.
Det personlige
i essayet - teori om essayskrivning
”Selvbetragtningens fænomen er altid
forunderligt”, skriver Jacob Paludan i sit essay ”Sygdommen” fra 1938. Emnet er
essayistens anledning til individuel tankemæssig og sproglig udfoldelse. En
nysgerrig og spørgende undersøgelsesfærd, på sporet af sig selv, som åbner
mulighed for at jeget gennem det personlige kan erfare det alment menneskelige
og eksistentielle. Der er tale om en dialektisk bevægelse mellem subjekt og
objekt, mellem jeget og dets omverden. Og det er netop dette karakteristika ved
essaygenren som denne opgave vil koncentrere sig om.
Betegnelsen essay har gennem tiden fungeret som et opsamlingsfelt for skriftlige frembringelser af meget broget og flydende karakter. Utallige skribenter, fra Michel de Montaigne og Francis Bacon i 15 - og 1600-tallet, til nutidens hjemlige forfattere og kritikere som f.eks. Jens Christian Grøndahl og Niels Frank, har hver især givet deres bud på hvad et essay er og bør være. Montaigne, der har dannet skole for mange efterfølgende generationer af essayister, siger: forsøg, øvelse, udkast, erfaring, eksperiment. Han fremhæver på en gang det fordringsløse, usikre og søgende og det æstetisk bevidste og selvhævdende ved essayets karakter.
Essayet er en svævende tilstand mellem viden og tvivl. En fragmentarisk sandhed, der tilstræber en rekonstruktion af den personlige oplevelse og søger at formidle den individuelle erkendelse, ved bevidst at give afkald på en udtømmende analyse af sagsforholdet til fordel for en mosaikagtig åben tankerække. Essayet har ikke en tese der skal bevises og det fremlægger ikke eksplicit sin systematik, men viser hen ad vejen hvad det er og gør. I den Montaigneske tradition er essayisten principielt et autentisk jeg, en eksplicit fortæller og ræsonnør. Tankerne fremstår som individets spontane indfald og ideer. Henvendelsesformen er præget af skødesløse og subjektive tilkendegivelser, der opleves undervejs, som de opstår, og som i kraft af et intimt og dialogisk forhold til læseren er med til at inddrage denne i tekstens rum. Her i er essayet beslægtet med brevet og dagbogen. Essayisten er ikke en lærd docent. Han taler som lægmand på egne vegne, ofte i en selvironisk, bekendende og selvafslørende form, der netop giver læseren mulighed for identifikation og selvræsonnement.
Det gode essay må imidlertid holder en balance mellem det beskrivende og ræsonnerende, og sørge for at det fragmentariske, skødesløse og spontane holdes sammen af en enhedsskabende instans. Essayet må trods sin slentren hid og did , have en retning og gerne finde hjem til sidst. Ved at belyse det store og fjerne gennem det små og nære finder essayet sit perspektiv. Den retorisk gennemførte subjektivitet, den suveræne sprogbrug og det autentiske jeg, er alle brugbare stilistiske greb, der netop skaber den modbevægelse til det objektive og analyserende, der gør at essayet finder sin rette form.
I polemik med traditionen sætter Niels Frank, i sit essay ”Et lille essay om kunsten at skrive et essay”, imidlertid spørgsmålstegn ved det personlige essays troværdighed og forestillingen om at personligheden i essayet nødvendigvis må være en stabil figur, hvis højeste formål det må være at bekende sig så hudløst og ærligt som muligt. Han peger på den intime og subjektive fremstillingsforms karakter af dobbeltspil. Og mener det er en form der charmerer og forfører læseren og inddrager ham i en slags sproglig tryllekreds, der i virkeligheden er en leg med den skrivendes identitet og læserens oplevelse.
Når skribenten og det essayistiske jeg føjes sammen, siger Niels Frank, glemmer man på en yderst overbevisende måde at essayet gør brug af alle de greb og gemmelege enhver litteratur betjener sig af, og at essayet arbejder nøjagtig lige så hårdt som enhver anden form for fiktion på at føre læseren bag lyset.
Denne metabevidsthed omkring jegets iscenesættelse var dog også indlejret i Montaignes egne essays, hvor han f.eks. i kapitlet ”Om at gendrive løgne”, i Anden bog skriver: ”For at støbe denne figur over mig selv har jeg så tit måttet rette og file for at få mig frem…”. Her er der dog stadig tale om et autentisk jeg, der blot ud fra en sproglig bevidsthed, skriver om et mere fiktivt jeg.
Også Jens Christian Grøndahl er meget bevidst om jegets komplekse status. I overensstemmelse med Montaignes metabevidsthed skriver han i sit essay ”Alphabet City”: ”Mens jeg skriver, forstår jeg, at det alligevel ikke er mig, det ”jeg” der står på skærmen, hverken i fiktionen eller i et essay som dette, hvor jeg står til troende eller i det mindste prøver på det”.
Niels Frank fortsætter i sit essay: ”Den form for essayskriveri der bestræber sig på at udvinde størst mulig intimitet, er også den der mest hæmningsløst giver sig til at erindre. Den ransager enhver krog for anekdotiske og biografiske og jordiske rester, så teksten rigtig kan komme til at emme af personlighed. Lykkes det til gengæld ikke essayisten at lade teksten med sanselige detaljer og ublu afsløringer, falder essayet øjeblikkeligt sammen souffleagtigt. Erindringen bliver flad, ligesom personlighedens maske bliver flad som et spillekort og verden bliver flad som …ja, en pandekage”.
Med disse to positioner in mente, vil jeg i det
følgende, med fare for at fremstå som en uheldig kok, alligevel gøre mit bedste
for at stå til troende, og give mit bud på to forskellige personlige essays,
der begge har jeget som udgangspunkt og erindringselementet som konstituerende
faktor. I det første essay perspektiverer jeg, med afsæt i den private sfære,
til alment menneskelige vilkår og i det andet til kunst og kultur i det
offentlige rum. Afsluttende vil jeg foretage en række refleksioner over de
selvskrevne essays for at konkretisere den personlige stil og jegets rolle i
essaygenren.
Refleksioner over egne essays
Essayets emne
Teksten i et essay er altid, af natur,
selvbiografisk, kan man sige, også selv om essayet ikke altid behøver at handle
om essayisten selv. Når man portrætterer noget eller nogen kan man nemlig ikke
undgå også at portrættere sig selv. I det første essay ”Fragmenter af et liv”
er det dels essay-jegets egen tidlige erindring og dels nære nutidige
oplevelser, der danner udgangspunkt for en beskrivelse af en anden persons
livshistorie og en mere generel refleksion over erindringens form og alment
menneskelige livsvilkår. I det andet essay ”Dengang i 60’erne”, sammenkædes
jegets egne erindringer og oplevelser med forskellige begivenheder indenfor
kulturlivet i Danmark i 60’erne.
Inspirationen til det første essay har jeg dels fået
fra en helt konkret oplevelse og dels fra den franske konceptkunstner Christian
Boltanski, hvis undersøgelser over hverdagserindringen, ”den lille erindring”,
kan ses som en slags visuelt essay, der inddrager det personlige og det lager
af minder, genstande og erfaringer vi bærer med os. Boltanski stiller spørgsmål
han ikke har svar på. Han ønsker ikke at hans værker fremstår som
intellektuelle referencer til kunsthistorien, men vil i stedet trænge igennem
til vore følelser og dermed krydse feltet mellem kunst og liv, helt i tråd med
essay-genrens fordringer. Det andet essay er inspireret af forskellige erindrings-essays
af Hans-Jørgen Nielsen, Søren Ulrik Thomsen og Marianne Stidsen (se venligst
litteraturlisten). Med udgangspunkt i personlige erfaringer og oplevelser
kobler de to første den ”lille erfaring” til den store på den kulturelle scene,
som de begge selv var en del af, i henholdsvis 60’erne og 80’erne, mens
Marianne Stidsen, som jeg selv i mit essay om 60’erne, befinder sig mere i en
iagttagerposition på sidelinjen.
Essay- jeget
Udgangspunktet i mine essays er det autentisk jeg.
Det er mig der skriver jeg, og jeg ved hvad jeg er, jeg er nemlig jeg, som Hans
Jørgen Nielsen skrev i et af sine digte. Men ligesom f.eks. erindringen ikke er
en retlinet og kontinuerlig fremadskridende proces, fra punkt til punkt, i
logisk rækkefølge, men en historie om mange sidestillede sandheder på en gang,
så er jeget også et pluralistisk jeg, med mange ansigtet, fortolket i sproget.
Fiktionens spil behøver imidlertid ikke at være et mummespil, som f.eks. Niels
Frank antyder, men det kan tværtimod være en hjælp til at se bedre. Fremfor at
skjule noget kan dets objektiverende bevægelse være et redskab til at komme
klargørende bagom den subjektive biografis umiddelbarhed og dermed kan jeget
fremtræde mere autentisk, mere ”ægte”. For tæt på ser man ingenting. Typisk er
jeg måske tættere på ”mig selv” i det essay hvor jeg skriver om en anden, end
der hvor jeg skriver om mig selv?
Form og
bevægelse i essayet
I det første essay har jeg forsøgt at tage genren
”på ordet”, ved at eksplicitere nogle af de genretræk som forekommer naturligt
i essayet, således at disse træk både bliver indhold og form. Selv om teksten
ikke eksplicit kommenterer sig selv, etableres hermed et metaplan i essayet,
som er et af genrens karakteristiske træk. Et typisk formkonstituerende element
i essayet er, som nævnt, at se det nære i sammenhæng med det store og en
bevægelse der går fra småt til stort. I Montaignes ånd vendes optikken mod det
banale og tilsyneladende ubetydelige bag de ”store begivenheder”. Denne form
benyttes i begge essays, men i det første gøres denne bevægelse også til en del
af selve indholdet i teksten, i tematiseringen af hvordan forholdet mellem ”den
lille historie” og den ”store historie” er byttet rundt i den gamle dames liv.
I sin bog om essayet beskriver Borup Jensen essayisten som en rejsende i ukendt land. Iagttagende og søgende, uden retning og mål, printes jegets funderinger over hvad der lige falder for. Essayisten forsøger at klargøre sig oplevelse, mening og sammenhænge og at udrede de spegede tråde. Det er en proces hvor vekselvirkningen mellem det betragtende, skrivende jeg og omgivelserne er permanent og tæt (B.J. s. 270). Bevægelsen og forløbet i mit første essay kan anskues fra samme vinkel. Jegets undersøgelser i det gamle hus, der skal tømmes, er en rejse i ukendt land. Hver ny skuffe der åbnes afslører nye hemmeligheder, som der reflekteres over efterhånden som de åbenbares. Der stilles en mængde spørgsmål undervejs og nogle af de spegede tråde redes efterhånden ud, men det er ikke alle spørgsmål der hverken kan eller skal besvares, således står det sidste spørgsmål åbent - helt i essaygenrens ånd.
I det andet essay kobles jegets oplevelser nogle steder direkte til begivenhederne i det offentlige rum, mens det andre steder blot er den tidsmæssige parallelitet mellem det offentlige og private, der giver anledning til refleksionerne. Dette bevirker, sammen med emnets karakter at essayet får en mere nøgtern og formel form i tråd med den Baconske tradition, trods det at det egentligt er mere selvbiografisk. Det personlige udgangspunkt benyttes her mere som et stilistisk greb, som et påskud til at fortælle noget om kunst og kultur og relationen individ- samfund. I det første essay står essayisten i centrum af begivenhederne og fortæller om en anden, i det sidste står essayisten på sidelinjen af ”banen” og fortæller om sig selv. Dette viser at det autentiske jeg i essayet kan fremstå og benyttes på flere forskellige måder.
Henvendelsesformen:
Den der taler på egne vegne taler ikke latin, siger
Per Dahl i sit essay om ”Essayet som genre”. I mine essays har jeg tilstræbt en
så ligefrem og dagligdags sprogbrug som muligt i overensstemmelse med genrens
tradition. Sætningerne er ofte korte, sidestillede hovedsætninger i modsætning
til den faglige eller akademiske teksts brug af indskud og underordning i
sætningskonstruktionen. Selv om erindringselementet typisk kræver datidsform
har jeg alligevel overvejende valgt at bruge præsensformen i mine essays for at
give læseren en følelse af selv at være til stede, mens tingene sker.
Essayisten og læseren er dermed på lige fod og fælles om oplevelserne. De mange
spørgsmål, den indre dialog og suspence-elementet, i det første essay, er
retoriske greb, der giver indtryk af at essayisten og læseren bliver klogere sammen
efterhånden som begivenhederne skrider frem. Den ganske lette ironi og humor i
beskrivelsen af tekstens hovedperson i det første essay, er benyttet for at
undgå at det personlige engagement fremtræder alt for patetisk. En alt for patetisk stil ville virke
hindrende for læserens identifikation med emnet. I det andet essay derimod er
der flere eksempler på skepsis overfor emnet og en større grad af selvironi i
beskrivelsen af jegets rolle i begivenhederne, hvilket på en gang skaber en
distance til det mere intellektuelle emne og samtidig bringer det ned på
jorden. Et karakteristisk retorisk greb i essaygenren er at imitere eller lade
sig inspirere af den stil som f.eks. den person man skriver om har. Det kan
også være at emnet indbyder til et bestemt stilmæssigt leje. I det sidste essay
ser jeg mig selv som lidt af en Nielsen epigon uden at jeg af den grund føler
mig på højde med ham, han er som essayist virkelig suveræn og det suveræne i
håndteringen af stoffet er et af genrens typiske træk. Jeg har også forsøgt at
være suveræn. Det var i hvert fald mig der skrev - jeg.
Litteraturliste
Dahl, Per: ”Essayet som genre”, i Passage nr. 28/29,
1998
Frank, Niels: ”Et lille essay om kunsten at skrive
et essay”, i Weekendavisen den 21.-27. juni 1996.
Hansen, Bente mfl.: Dengang i 60’erne, Informations
Forlag, Kbh. 1979
Holberg, Ludvig: Epistola CCLVII (257), Epistler
bind III (1750), optrykt efter Chr. N. Brodrsen og Sven Møller Kristensen, red.
Litteratur i udvalg bind I 1973
Jensen, Thorkil Borup: ”Essayet er ikke for
fastholdere” i Bogens Verden nr. 5 1999 (T.B.J)
Jensen, Thorkil Borup: At tænke uden styrthjelm og
knæbeskyttere. Om essayet som genre og det danske essay i det 20. årh.,
Dansklærerforeningen, Kbh. 1999 (B.J.)
Jørgensen, John Chr.: ”Individualisme og modernitet,
Ny dansk essayistik i traditionshistorisk belysning. Tre punktnedslag: Suzanne
Brøgger, Niels Frank og Jens Christian Grøndahl”, i Spring nr. 14, Kbh. 1999.
Lukacs, Georg: ”Om essayets væsen og form: Et brev
til Leo Popper, i Sjælen og formerne. Essays, oversat af Hans Jørgen Thomsen
efter Die Seele und die Formen, Rhodos, Kbh. 1979
Nielsen, Hans-Jørgen: ”Billeder fra en verden i
bevægelse”, i Dengang i 60’erne, Informations Forlag, Kbh. 1979
Nielsen, Hans-Jørgen: ”Gruppebillede fra 60’erne”, i
Kritik nr. 75/76, Gyldendal, Kbh. 1986
Passage nr. 28/29, 1998
Sandersen, Vibeke: Essayet- Filosofi og Fiktion , Gyldendal, Kbh. 1977
Stidsen, Marianne: ”Mit hjerte er en termokande”,
i Kritik nr. 91/92, Gyldendal, Kbh. 1990
Sørensen, Lise: ”To mand frem for en heks”, i Mands
–og moderhjerte, Nordisk Bogproduktion, Haslev 1969
Thomsen, Søren Ulrik: ”Farvel til det blå rum”, i
Kritik nr. 92/92, Gyldendal, Kbh. 1990
Ingen kommentarer:
Send en kommentar