Dengang i 60’erne

 

- Et reflekterende erindringsessay om liv og kunst i 60’erne.
Læs også om essayskrivning i mit indlæg: ” Teori om og refleksioner over egen essayskrivning”

En strålende, blændende kold januardag i 1970 er jeg sammen med tre venner stukket af  i en gammel Morris Mascot, fra et week­endseminar i Kirke Hyllinge om Maos ”Den lille røde”. Aftenen før gik strømmen i det gamle bondehus og vandet frøs til is i rørene, hvorefter den seriøse diskussion om forman­dens tanker bogstavelig talt gik op i røg, da folk opdagede at de alle sammen var blevet sorte i hovederne, af sod fra de myggelys vi varmede os ved. Revolutionen aflyst på grund af strømsvigt.

Bilen ryger i grøften og trækkes op af en overbærende, hovedrystende landmand, der ikke rigtig ved hvordan han skal forholde sig til de sortsværtede københavnere.

Vi går op over en sneklædt bakke, forude ses en mørk silhuet mod alt det hvide, nær­mere og så… chokket. Der står den, helhesten med sin hæsligt grinende dyremaske, sat på stage. I sneen er der stadig spor af blod og indvoldsrester. Her har fundet en ofring sted.

Den rituelle slagtning af hesten var egentlig tænkt som Bjørn Nørgårds indslag på Louisi­anas eksperimentaludstilling ”Tabernakel”. Her skulle den gamle hest ”Røde Fane” have opholdt sig inden den blev slagtet, parteret, og udstillet i 400 syltetøjsglas. Nu så man kun en tom stald. Politimesteren i Helsingør nedlagde nemlig forbud mod fremvisning af dyret i sidste øjeblik.

Bjørn Nørgård henlagde derfor hesteslagt­ningen til marken i Kirke Hyllinge, hvor det gamle øg, under udfoldelse af et større cere­moniel og stor bevågenhed fra pressens side, endte sine dage. Bjørn Nørgård, der var iført rødt pandebånd og indianeroutfit, lod en pro­fessionel slagter forestå selve slagtningen og skar derefter selv hestens hoved af og satte det på en stage. Lene Adler Petersen, kæreste og muse, klædt som præstinde i kutte med kors, fremsagde digtet ”min døde hest”, mens vennen Henning Christiansen spillede violin til.

Hesteslagtningen var planlagt som en me­diebegivenhed og en mediebegivenhed blev det. I måneder , ja flere år efter den famøse slagtning var der røre i den hjemlige ande­dam. Bjørn Nørgård blev truet på livet. Et helt håndboldhold lovede ham tæv, og han måtte i en periode gå under jorden. Selv dati­dens svar på ”Hells Engels”, ”De vilde engle”, var helt oppe på stålkammene og tru­ede med at inva­dere Louisiana og ødelægge de 400 syltetøjs­glas, hvis museets direktør, Knud W. Jensen, lod dem udstille.

Allerede i 61 havde den schweiziske avant­gardekunstner, Jean Tinguely, sat offentlighe­dens tålmodighed på prøve, da han holdt ge­neralprøve på ”Verdens undergang” samme sted, men ved den lejlighed var det kun en due der røg. Siden var det en havfrue der mi­s-tede hovedet, men nu var kunsten for alvor kommet ud til folket og grænsen for den al­mindelige borgers accept af ”den slags” nået. 

Statens kunstfond, der gav tilskud til kun­stens ”nasseprinser” fik på puklen. Rindalis­men fik fornyet vind i sejlene og medierne fik en kærkommen lejlighed til at føre kærnelæ­sernes rasende ”og det er vi mange der me­ner”- meninger til tovs og dermed profilere sig overfor hinanden. ”Uha det var god un­derholdning”.

Vietnamkrigens napalmofre og hungerkata­strofen i Biafra, som hesteslagtningen var en reaktion imod, var det rene vand i sammen­ligning med angrebet på det sagesløse dyr. Folk var rystede i deres grundvold. De forstod det ikke og hvordan skulle de også det ? He­sten udløste en reaktion. Den var blot et me­die, og Bjørn Nørgård dissekerede reaktionen ud af den. Den brølende kronhjort ved skov­søen var ”gone forever” og erstattet af et ikke-værk, en happening.

Happeningen blev op igennem 60’erne den nye kunstform, hvor liv og kunst flød sammen og hvor publikum, mere eller mindre frivil­ligt, var en væsentlig faktor i skabelsen af ”værket”.

Her i begyndelsen af det nye årti er der tale om grænseopløsning på alle fronter: Kunstne­risk, politisk og socialt og for mit eget ved­kommende begynder det at dages i 66.

Mao Tse-tung svømmer i Yangtsefloden. Men i Danmark giver det endnu kun lette krusninger på overfladen, der er stadig to år til 

”68”. Jeg forlader Kastrup, en dansk udgave af den  David Lynchske Lumbertown,  for at begive mig til Valby, hvor mine venner bor i kollektiv, og det smager da lidt af fugl selvom byen er det jo ikke. Byen, den rigtige, er no­get vi tager ind til og går ud i.

Først Montmartre i Store Regnegade, hvor vi lytter andægtigt til jazz og er mere beat end de beatnikke, i vores fløjlsanorakker og cowboy­bukser med svaj.  Siden får vi andre guder og ender i ”Huset”, iklædt en hel orientalsk ba­zar.

Musikken er det der driver det hele frem. På Strøget synger Cæsar, med pandehår, om det ”Store stygge Storkespringvand”, hvor blom­sten af Danmarks ungdom, iført armyjakke og sort tandbørste, som en protest mod atom­truslen, er brudt ud af den sociale indespær­rethed og sidder og hænger i et forsøg på at se livstrætte ud. I USA spår Bob Dyland at ”The times they are a changing”, og nu be­gynder også den hjemlige scene at skifte. Pi­ben får både et andet indhold og en anden lyd. Billedet bliver mere broget og psykedelisk, som et ydre tegn på den kollektive bevidst­hedsudvidelse der foregår.

Ved den første ”Love–in” på Langelinie i København har vi fået blomster i håret og smil på læben. Vi ”turner på” og ”flipper ud” til tonerne fra ”Steppeulvene”, og de har en helt anderledes stil. Eik Skaløe synger på dansk om alle de roller vi spiller og bliver hurtigt middelklasseungdommens nye profet.      

Kort tid efter møder vi en anden profet, der viser sig at være en ulv i fåreklæder, men det ved vi bare ikke endnu. I en forslummet bag­gårdskarre i Store Kongensgade er der opstået et alternativt samlingssted for ungdommen, kaldet Galleri 101. Den eksperimenterende Kunstskole, EKS-skolen har lokaler her, og her holder også forskellige undergrundsmusi­kere og teatergrupper til.

Vi er en lille flok tilknyttet foreningen ”Mu­sik og lys”, der gerne vil stable et musik arrangement på benene og vi laver derfor en aftale med den selvbestaltede leder af  galle­riet, ”Profet Olsen”, om brug af lokalerne. Profet Olsen er en mystisk mand. Ingen ved rigtig hvem han er. Han bor der tilsynela­dende og går altid rundt i fodlange flagrende gevandter og leger indisk guru for sit mere eller mindre ”skæve” tabernakel, mens han fabler om de andres ”dårlige vibrationer”.

Aftalen går ud på at en del af entreen tilfal­der galleriet og en del beholder vi. ”Alrune­rod” fra Amager spiller uden honorar. Afte­nen forløber fint og der er stuvende fuldt. Pludselig tropper profeten op, fulgt af nogle tro decible, og forlanger kassen udleveret, eller vi får tæv, hvorefter han stikker af, må­ske til Katmandu, hvem ved ! vi ser ham aldrig mere. Profet blev til profit og herefter har vi et noget mere nuanceret billede af  ”peace, love and understanding”.

EKS-skolen, der fortrækker til en cykelkæl­der i bygningen, da Olsen tar’ over, er et slags kunstnerkollektiv. Mens Hasse og Wil­liam synger ”Du skal ud hvor du ikke kan bunde”, på første sal, sætter kammeraterne Per Kirkeby, Hans–Jørgen Nielsen, Poul Gernes, og Bjørn Nørgård, i kælderen, hele kunstbegrebet på spil i et gigantisk sammen­kog af film, tekst, lyd og billede.

EKS-skolen er fra starten tænkt som et al­ternativ til Akademiet og den eksisterende uddannelsessituation. Her er alle lærere og elever på en gang. Man udforsker og ekspe­rimenterer, og nivellerer kunsten ned til et punkt, hvor alt kan kaldes kunst. Alle midler tages i brug: toiletpapir, en klump rå lever, plastic og vand. Man opfinder sågar body-arten før den bliver moderne. Vilde kollektive eksperimenter med super 8, bliver til dogme- film før dogmet blev trend. Alle stilarter og impulser er lige legitime. Zenbuddhistisk in­tetheds-mystik, de amerikanske beatpoeter, Anders And, og Marcuse er blot en del af den teoretiske hat hvorunder det hele får plads, og eksisterer i et sideordnet felt.         

Den nye kunstneriske sensibilitet, og materi­aleholdning, spejler en ny menneskeopfat­telse, der også kommer til udtryk i det nye tidsskrift ta’, med Nielsen og venner som kollektive rorgængere. Her giver Hans-Jørgen Nielsen sit bud på en ny jeg-forståelse. Jeg’et er ikke mere jeg, men en hel række jeg’er”, et helt spektrum af roller, som man frit kan glide ind og ud af som man vil. Jeg oplever selv et par stykker der ufrivilligt skifter identitet, men det er nok ikke Nielsens skyld, det skyl­des nok snarere deres trang til at sluge små stykker trækpapir.

Denne ”attituderelativitet” varer imidlertid ikke længe. Mangfoldigheden uden brænd­punkt sættes i relief af de forskellige brænd­punkter i verden udenfor og snart må vi træffe et valg. Skal det være oprørsk aktivisme eller festligt selvudfoldende karneval?

På Åboulevarden er vi nogle venner der har  startet en kollektivbutik i et nedlagt ismejeri. Dilettantismen er blevet kunstnerisk norm. I butikken forsøger vi bag om forbrugersam­fundet at udvikle vores egen kollektive kon­sumverden og her kan enhver der er kreativ sælge sine ting til en billig pris. Det ikke - eksisterende overskud deles lige.

Vi er en tilfældig sammenbragt skare. En er altid lige kommet hjem fra Nepal, hvor han har trasket i Eik Skaløes fodspor, det lever han højt på længe. Til en fest i butikken sid­der han lige indenfor døren og mediterer og kommer ufrivilligt til at agere stumtjener fordi folk smider deres frakker ovenpå ham. Han ikke så meget som blinker, man er vel hip. Narcissismen trives ganske udmærket under dække af kollektivitet.

Ham der mediterer opdager ikke at det bli­ver 68, han følger nemlig Eik Skaløe helt til dørs, men det er der nogle andre der gør. I Paris går studenterne på barrikaderne og på Åboulevarden skifter nabohuset navn til ”Revolution”. På Københavns Universitet ulmer generationsopgøret og Finn Ejner Madsen erobrer rektors talerstol mens Che Guevara sælger tøj i Strøgets små butikker.

”We want the World and we want it now”, brøler Doors, men jeg vil bare gerne flytte hjemmefra og finde et sted at bo. Sofiegården på Christianshavn bliver første stop, et kort øjeblik inden de river det hele ned. I Murer­gade har en gruppe lærlinge slumstormet et hus og der flytter jeg ind. Der er hverken gas eller el og vi hundefryser, mens vi kommer hinanden ved. På et år bor jeg fem forskellige steder, mens jeg bliver mig selv.

Alting bevæger sig og jeg drejer med.

Jeg gror med ungdomsoprøret, mens gode tider bliver bedre herhjemme og verden uden­for står i flammer. Jeg ser måbende den første mand gå på månen, hører indigneret om USA's massakre på civilbefolkningen i Mai Lai og synes målet er fuldt da Forsvarets hemmelige lyttecentral i Kejsergade bliver afsløret. Det er på tide at gå i aktion.

I Munkekælderens dyb under det gamle  universitet i Nørregade holder ”Det Ny Sam­fund” til. Her messer Jan Michaelsen, Kasper Neergård og Peter Duelund for de blåøjede kommende aktivister. Handling er forvandling og vi bliver sendt ud for at smide stinkbomber i ”Nørgård på Strøget”, det er jo her storkapi­talen har til huse eller hvad? Senere handler jeg selv samme sted.

Det er nytårsaften i et kollektiv ved Søerne i København. 60’erne er forbi. Det er slutnin­gen på et kapitel og begyndelsen til et nyt. ”Røde Mor” snurrer på grammofonen som et ”memento mori” over en tid, der er forbi, og der er en underlig vemodig opbrudsstemning overalt.

Søen er frosset til, verden udenfor er stadig hvid. Et stort fravær af farve. Summen af samtlige farver er hvid. Sådan forholder det sig hvis man adderer hele det spektrum man har inddelt den i: Virkeligheden, individet, kunsten, men snart blandes det hvide med hestens røde blod. Uskylden dør med hesten. Det store bevidsthedsudvidende flip afløses af bevidstgørelse og ideologikritik og så er vi inde i 70'’erne og det er en helt anden historie.