Manierisme og det groteske i Gottorfer Codex

Kommentar til Politikens artikel den 15. marts 2013 om restaureringen af det 350 år gamle bogværk om faunaen i haven til Gottorp Slot, udført i årene 1649-59.

I forbindelse med restaureringen af det digre bogværk Gorttorfer Codex, der skildrer faunaen i haven til Gottorp Slot, opdagede konservator på Statens Museum for Kunst, Niels Borring, på en af de sidste sider i det store værk, en orkide´ der ikke var helt reglementeret udført. Værket var bestilt af den tyske fyrste, Frederik den 3. og skulle skildre den rige blomsterpragt i haven rundt om slottet.  De meget naturtro skildringer af faunaen var udført med minutiøs nøjagtighed af en kunstner ved navn Hans Simon Holtzbecker. Billedet af orkideen ”Italiensk Gøgeurt” derimod, havde i stedet for de normale blade, tre små alfelignende mænd med tykke maver og rejsning. Man har siden gættet på hvorfor denne orkide´ er gengivet på denne måde, når næsten alle de andre blomster er ganske naturtro udført. Museumsinspektør Hanne Kolin Poulsen afviser imidlertid i artiklen at det skulle være et forsøg på at være morsom og drive gæk fra kunstnerens side, da pergamentet blomsterne er malet på, er meget kostbart.

I midten af 16oo-tallet, hvor dette værk er udført, begyndte en mere naturvidenskabelig opfattelsesmåde at vinde frem og man forlod den hidtidige ide om et sammenhængende verdensbillede, hvor både planeterne, kroppen og naturen var en del af et samlet hele. Museumsinspektøren mener således at skildringen indskriver sig i en medicinsk-filosofisk tradition fra middelalderen og renæssancen, hvor ideen så skulle være at orkideens rodknolde ligner testikler og at disse er blevet brugt som et elskovsmiddel i tiden.

Jeg vil ikke give mig af med at gætte dybere på hvad der har været kunstnerens intentioner, men gøre opmærksom på, at ud over de naturvidenskabelige referencer, peger blomsterskildringen imidlertid også både frem og tilbage imod en anden periode og en anden stilistisk figur i kunsthistorien, nemlig manierismen og grotesken. De tre mandekroppe med deres tykke maver er på manieristisk vis trukket ud til nogle langstrakte skikkelser med tynde og let deforme ekstremiteter.

I senrenæssancen opstår en række antiklassiske tendenser, samlet under begrebet manierisme, der sprænger de hidtidige rammer i mere end en retning. Manierismen, der først rigtigt i 1700-tallet anerkendes som en selvstændig æstetisk kategori, karakteriseres af Arnold Hauser, i bogen ”Kunstens og Litteraturens Socialhistorie bind 1”, som et alment europæisk fænomen, der udspringer af en splittet livsopfattelse, som er udbredt i hele Vesteuropa i sidste halvdel af 1500-tallet og som strækker sig langt op i 1600-tallet. Flere lande var i økonomisk krise, kirken var rystet i sin grundvold af reformationen og langvarige krige med store mennesketab, resulterede i en katastrofestemning, der var med til at præge tilværelsen i hele Vesteuropa. ”Den klassiske kunsts spændingsfrie ligevægtsformler er ikke længere tilstrækkelige”, skriver Hauser. De nye stilistiske træk er, i deres manierede og vrængende efterligninger af den klassiske modus, på en gang et forsøg på at overvinde den tabte følelse af kontinuitet og sammenhæng, og et forsøg på at opløse den klassiske kunsts harmoni og generalitet og erstatte den med et mere subjektivt og suggestivt udtryk, mener Hauser. Derfor ses der i denne periode, i kunsten og litteraturen, både en inderliggørelse af den religiøse oplevelse og en overspændt intellektualisme, der bevidst forvrænger og deformerer virkeligheden. Det spirituelle eksisterer sideløbende med en panteistisk naturalisme, som f.eks. hos den hollandske maler Pieter Bruegel. Formløshed og formalisme, konkret og abstrakt, går hånd i hånd i værker af bl.a. den italienske maler Tintoretto og den spanske digter Miguel de Cervantes.

Manierismen står som bærer af den klassisk orienterede renæssancekunsts fortrængninger: oprør, uligevægt, dunkelhed, opløsning og magi. Al den dæmoni som individet oplever i en splittet verden. Grotesken, med dens stil-og genreblanding, som især den franske digter og satiriker Francios Rabelais romaner om de populære kæmper ”Gargantua” og ”Pantagruel”, er et godt eksempel på, bliver en yndet figur. Rabelais romaner repræsenterer et af højdepunkterne inden for en grotesk-realistiske og karnevalistisk litteraturtradition, med dens ambivalente og modsætningsfyldte blanding af alvor og samfundskritik, lystigt klovneri og narreværk. Inden for denne tradition vendes alt på hovedet. De excentriske og normalt undertrykte sider af den menneskelige natur får frit løb. Her sker en profanering af alt hvad der er helligt og ophøjet. Man parodierer bl.a. den højhellige nadver ved at hengive sig til kødelige lyster og umådeholdent æderi. Narren krones til konge. Tøjet tages omvendt på, og alt der normalt er adskilt føjes sammen, som vi kender det fra drømmeverdens omvendte og grænseoverskridende logik og som vi netop ser det i orkideens groteske kronblade. Det groteske kropsbillede bliver således, med sine proportionsforvrængninger og kontraster, en legemliggørelse af hele den karnevalistiske traditions overskridelses-og modsætningsstrategi.

Arnold Hauser fremhæver at der her altid er tale om en bevidst og ikke-naiv tilgang til værket, der ikke så meget baserer sin fremstillingsform på det aktuelle indhold, som på den forgående periodes kunst og litteratur, og det i et omfang der først ses igen i den postmodernistiske eklekticisme i det 20. århundrede. Kunstnerens bevidsthed er nu ikke kun rettet mod at udvælge de bedst egnede midler i fremstillingen af værket, men også mod at formulere den kunstneriske hensigt, og et teoretisk program, der rækker længere end blot at definere det metodiske. Som sådan er manierismen den første moderne kunstretning, der er forbundet med et kulturprogram, som beskæftiger sig med problematikken omkring tradition og fornyelse og som opfatter kunstudøvelsen som en kalkuleret og forstandsmæssig akt.

Manierismen er, i lighed med barokken, svær at sammensætte i et enkelt begreb. Især fordi den ikke omfatter en bestemt afgrænset periode, men blander sig med barokke tendenser, særligt i begyndelsen og slutningen af det vi rent historisk betegner som barokken. Den barokke lidenskabelige ”ekspressionisme” ses ofte sideløbende med den manieristiske intellektuelle ”surrealisme” og den vigtigste forskel imellem dem er mere af sociologisk end af udviklingshistorisk art. Hvor manierismen er en slags åndsaristokratisk, international kunstnerisk stil, er barokken et udtryk for en mere folkelig og affektbetonet åndelig retning, der får en forskellig udformning, alt efter hvilket geografisk og klassemæssigt område den udfoldes i. Således er de barokke tendenser fremtrædende i katolicismens propagandakunst, mens de manieristiske træk dominerer ved 1600-tallets fyrstehoffer rundt om i Europa. Hvem ved om Hans Simon Holtzbecker ikke også indskriver sig i denne tradition, som fyrstelig blomsterskildrer?